By: Nille
*Dansk titel:
Ikke oversat
Jeg er
begejstret for anderledes litteratur end main-stream amerikansk eller engelsk
af slagsen; og der er så meget interessant fra andre lande, som dog sjældent
oversættes til dansk. Khaled Hosseini er nok den bedst kendte i den brede kreds
indenfor arabisk litteratur; ikke mindst takket være blockbuster-filmen Drageløberen. Men
der er også forfattere som Tahar Ben Jelloun og El Aswany.
Mellemøsten
byder på en rig fortællekunst, som er tidsløs tilbage fra 1001 Nats Eventyr; og
mange fortællinger følger stadig denne samme konceptuelle og arkaiske form.
Muhsin Al-Ramli
har udgivet flere bøger, som nu begynder at blive oversat til engelsk; han bor
i Spanien - og er som sådan uden tvivl influeret af den spanske tradition, som
jo går tilbage til Cervantes. Hvad jeg ikke havde set, da jeg købte bogen var
referencen på forsiden til Marquez' Hundrede års ensomhed - en anden spansksproget klassiker; men absolut ikke én
af mine favoritter. Jeg elskede Kærlighed i koleraens tid; hvorimod den anden var alt for langtrukken til mig.
Det burde have
advaret mig - hvis jeg havde set det; for der er tydelige sammenfaldende træk
uden, at det dog er så abstrakt som hos Marquez.
Vi er dog i en
unavngiven irakisk landsby, hvor vi følger historien over ca. halvtreds år. I
1959 fødes tre drenge - Tariq, Abdullah og Ibrahim; de bliver tætte venner og
er omdrejningspunktet i de mange år fremover.
En dag i 2006
findes ni hoveder i en banankasse langs vejen; kroppene mangler men man kan
identificere Ibrahim. Ifølge muslimsk skik skal de begraves indenfor et døgn -
selvom de tydeligvis har været døde længere; og det bringer konflikter og
historie op til overfladen.
Derfra springes
vi tilbage til starten af de tre knægtes barndom og ungdom; deres forskellige
familieforhold - socialt og økonomisk. Da Irak i 1980 invaderer Iran er Ibrahim
og Abdullah næsten færdige med deres militærtjeneste - men sendes i krig; den
varer otte år. Ikke lang tid efter følger Golfkrigen - og Abdullah er
krigsfange, hvor han ender med at sidde i knap tyve år.
Men de finder
alle tilbage til landsbyen med deres forandrede livssyn; Abdullah, som allerede
havde tilnavnet Kafka er nihilisten, der blot vil ryge cigaretter og være i
fred. Tariq er byens playboy, og selvom de er barndomsvenner er han ikke loyal.
Endelig er der Ibrahim - den myrdede - som bliver steril efter krigens
gasangreb. Han har kun en datter, Qisma, men nægter at gifte sig igen - han er
fatalisten.
Der springes
tilbage og frem og tilbage igen til Abdullahs fortælling fra årene under
Khomeini; og så følger vi styret i Irak med Saddam Hossein. Der er nogle få
kvindelige protagonister; men de fylder ikke rigtigt deres karakterer ud.
Jeg fandt den
desværre umådeligt langtrukken til tider; jeg javde svært ved at se, hvor
Al-Ramli ville tage mig hen - og jeg kunne uden tvivl have undværet hundrede
sider. Den ender temmelig brat - midt i en sætning nærmest, og det forklares
med, at der kommer en opfølger i 2019. Om den skal læses er jeg dog virkelig i
tvivl om?
Der er ingen
tvivl om, at Al-Ramli har skævet til de spanske traditioner. Han har blandt
andet oversat Don Quixote - men netop parallellen til Marquez ødelagde det lidt
for mig.
No hay comentarios:
Publicar un comentario